Igår kunne man i "Kristelig Dagblad" læse om frikirkernes syn på homoseksuelle.
Jeg bliver altid både overrasket og lidt tvær, når det er til debat om mit liv er berettiget og som et kristent menneske. Især fordi vi befinder os i 2007 og denne debat burde forlængst være overstået.
Præsten i Metodistkirken i Odense har en såkaldt "liberal" holdning til homoseksuelle og henviser til at Jesus ikke afviste nogen, men tog imod alle. Men hvorfor kan en homoseksuel person ikke være præst i Metodistkirken?
Selvom man skulle betragte homoseksualitet som en synd, så debaterer man jo f.eks. aldrig om man kan være præst i kirken hvis man snyder i skat, hvis man har fået en abort eller hvis man er blevet skilt. Det er en del af den dobbelmoral der findes i kirken.
Det er godt at have en "liberal" holdning til homoseksuelle, men jeg synes stadig at vi bør huske på, at det er den "usynlige" diskrimination af homoseksuelle, som er den sværeste at komme til livs og den er sjældent til debat. Dette bliver tydeligt beskrevet i avisens artikel om en homoseksuel, der tidligere tilhørte Pinsekirken. Måske får man ikke nogle indflydelsesrige poster i en menighed og sjældent vil nogle indrømme at dette kan have at gøre med en persons homoseksualitet, selvom det tydeligvis er det.
Ofte bliver homoseksuelle gjort usynlige i kirkelige sammenhænge, da normen og det rigtige er heteroseksualitet - helst et par og gerne med børn. Så står dørene på vid gab. Jeg kender en del homoseksuelle og kender det også fra mig selv, at man i det kirkelige fællesskab kan blive meget ensom - man må gerne være der - på visse betingelser. F.eks. må du ikke skilte med din seksualitet, selvom heteroseksuelle gør det hele tiden. F.eks. at røre ved sin kæreste eller kysse ham i kirkelige sammenhænge - det bliver opfattet som provokerende - det kan man gøre derhjemme - skjult for omverdenen. Det hænder også, at man får at vide at man er forkert og at man lever forkert og at man bør lave sig om. Der er også sammenhænge man slet ikke bliver inviteret til, fordi man slet og ret ikke "passer ind" i normaliteten.
Jeg synes at kirken har meget at lære af Jesus: Kom - vær med i fællesskabet! Kom som du er, jeg har ingen forbehold - du er meget værdifuld i Guds øjne, fordi du er skabt i hans billede - ingen er mere værd end dig!
Jeg kan kun opfordre til at man tør tale om diskrimination - også den usynlige og at man synligt er med til at hindre alle former for diskrimination og også tør "irettesætte" personer der udøver diskrimination - det kan man sagtens gøre uden at dømme. Kirken bør også være et lærende fællesskab til gavn for alle.
Iøvrigt synes jeg at hele diskussionen om homoseksuelle ægteskaber kunne løses let. Ægteskabet er en juridisk konstruktion og bør adskilles fra kirken. Forstået på den måde, at man kan knytte de juridiske bånd hos myndighederne og bagefter kan man jo så bede Gud om at velsigne det bånd man har knyttet til en anden person. Guds velsignelse er ikke forbeholdt nogle få og derfor burde et homoseksuelt forhold også kunne velsignes i kirken. Desuden kan det jo også være en synlig velsignelse af noget Gud allerede har velsignet, for Gud velsigner homoseksuelle forhold, selvom kirken siger nej.
